Vores søn er lige blevet to år. Lige pt sover jeg i sengen med vores søn og min mand er forvist til sofaen. Det duer ikke længere, da far får ondt i ryggen og mor og far også gerne vil have lidt intimitet sammen 🙂 når jeg går ind med vores søn på hans værelse, græder han og går ind på vores. Det er træls for ham og har indtil nu ladet ham sove med mig, men føler også han er stor nok til at sove for sig selv?
Så del endelig jeres bedste råd og fifs til hvordan vi kan få ham til puttet på eget værelse 😌
Har far sovet 2 år på sofaen? Jeg tænker i starter med at få fat tilbage i sengen og dele den også efter det, begynder i at forsøge at putte den lille i egen seng. Her ville jeg lave nogle helt faste rutiner som er genkendelige for den lille. Vi laver præcis det samme til aften herhjemme hverdag og det var det der skulle til for os. Også tid til at vende dig til egen seng og værelse.
Han har sovet der nærmest det seneste år 🙃 men tog i bare putningen fra den ene dag til den anden på eget værelse? Altså hvordan lavede i transitionen?
Ja det gjorde vi.. det var sgu lidt hårdt de første 7-10 dage....
Sov med ham på hans eget værelse ? 😊
Vi skaffede en seng mere og lavede to soveværelser. Jeg sov med den store i 3 år, derefter tog far over og nu sover han for sig selv ( 3.5 år)
Nu sover jeg med baby på mit sovekammer.
Før eller siden er vi sammen igen i soveværelset og børnene har hver deres værelse. Så det er bare en fase.
Ja det må nok blive noget med en madras. Tror bare vores søn er meget afhængig i at mærke at jeg sover lige ved siden af ham.
Hvad med en seng til far på et værelse ?
Ellers ja soveværelset retur farmand og så kan du og sønnike sove inde på hans værelse. Så får han også en forbindelse til eget værelse om natten.
Vi startede med at have barn/baby seng til at stå ved siden af vores, så han/hun vænnede sig til at sove i sin egen seng og så rykkede vi den i en ferie og lagde ved siden af indtil det føltes trygt
Ja vi har nok lavet den fejl at vi gik fra babyseng direkte til sengen så vi har ikke en seng vi kan rykke ind ved siden af vores 🧐 hans seng på hans værelse er en børneseng fra ikea vi ikke kan rykke.
Køb en billig tremmeseng, der kan stå op af jeres seng og lav overgangen blid for jeres søn. Han er 2 år. Det er unaturligt for ham at sove i et rum alene.
Vi har en acceptabel gæsteseng på begge børneværelser, så vi kan gå derind og sove hvis de er utrygge. De er 1 og 3 år.
@nurturedfirst på Instragram har en masse gode tips bl.a. til hvordan man hjælper sit barn til at føle sig tryg i egen seng (uden cry-it-out). En del kan findes bare ved at scrolle igennem hendes feed og finde de rigtige opslag. Og ellers har hun et kursus man kan købe hvis I føler for at kaste lidt penge efter det.
Nu har vores altid sovet i egen seng ved siden af vores, så ikke helt det samme. Men da hun var to, rykkede vi ud af værelset og lavede soveværelse i et andet rum. Så det var ikke hende, der flyttede rum. Kunne man lægge en madras på hans værelse og sove ved siden af ham, indtil han vænner sig til det? Og så med tiden rykke ud?
Min datter har altid sovet i mellem os. Hun har slet ikke kunne sove uden. Nu er hun 2,5 år og går meget op i at være en stor pige.
Vi købte en 90x200 seng til hende og pt sover jeg med hende derinde. Hun har absolut ingenting sagt til det. Så længe jeg er der…
Så her i overgangen gør vi hende tryg ved sin seng og hendes værelse… Og på sigt kommer jeg så først ind til hende når hun kalder… og en dag, kan hun forhåbentlig sove derinde alene
Vores er 2 år nu.
Vi begyndte tidligere med at vores sov alene. Så måske er det sværere når barnet er ældre. Det ved jeg ikke.
Vi brugte lang tid på at vise ham at vi er der selvom han ikke kan se os. Meget snak. Mange beroligende sætninger.
I starten gik vi kun ud i 3 sekunder af gangen og langsomt har vi så skruet op for den tid og lært hm at vi er der, også selvom han ikke kan se os. Den første tid tog putningrr selvfølgeligt lang tid fordi vi skulle frem og tilbage, men han blev hele tiden mere og mere tryg i at vi ikke var inde hos ham man blot snakkede til ham.
Hvis han blev meget ked af det sad vi længere ved ham til han fandt ro igen og så videre med frem og tilbage. (Vi forsøgte at fornemme ham, så vi gik ind igen FØR han blev ked af det. På den måde tror jeg vi har givet ham tryghed i at vi er der også selvom han ikke kan se os OG han skal ikke altid kalde for at vi kommer tilbage...
Han sover nu på eget værelse og kalder hvis han har brug for hjælp eller tryghed eller noget at spise/drikke.
Vi putter med lidt sang eller bog. Snakker dagen igennem så han øver at huske hvad han har lavet (i meget grove træk) og han får mulighed for at fortælle hvis der er noget som fylder. F..eks. "Farlig snemand" - som har fyldt hele julen. Vi afkræfter at snemanden er farlig eller hvad der nu fylder og så går vi ud. Tit kan han tales til ro udefra, men ellers går vi selvfølgeligt ind og trøster inden vi siger godnat igen og går ud. Han snakker og synger gerne lidt med sin bamse inden han så falder i søvn.
Sæt hans seng op ad jeres og sov sammen alle sammen. Eller køb en ekstra seng og sæt op ad jeres seng. Så I har plads nok. Lad vær med at kæmpe med ham. I er hans tryghed, og det mest naturlige er altså, at børn sover sammen med deres forældre❤️.
Lav ændringerne trinvis, så han kan vænne sig til det.
[deleted]
Vores sover på sit værelse fordi vi synes det er det bedste for ham at lære, at vi også er der for ham selvom vi ikke er fysisk sammen - altså at han kan være tryg uden der er en forældre klods op ad ham døgnet rundt.
Med tålmodighed, omsorg og masser af fysisk nærhed i relationen uden for søvnen er det lykkedes os at have en glad og tryg dreng på snart 2 år, som puttes i sin egen seng. Får nus og sang og snak, og så ligger han bagefter og synger og snakker med sin bamse indtil han falder i søvn.
Han sover gerne igennem men hvis han vågner og har brug for os, så er vi der selvfølgeligt med det samme. Hvis der er svære nætter f.eks. Ved sygdom, sidder vi selvfølgeligt også mere ved ham.
Ja, han har været ked af det og været utryg igennem processen. Men så har vi trøstet ham og langsomt lært ham at hans far og mor også er der, også selvom han ikke kan se dem.
Beklager hvis det lyder lidt surt opstøds-agtigt, men jeg er træt af at blive kaldt en dårlig forældre fordi jeg ikke er hoppet med på Samsovning.
Samsovning er måske det rigtige for nogen, men det er altså ikke den eneste måde at lave søvn for børn på.
Helt enig.
Jeg er fuldt ud med på, at nogle børn har brug for samsovning. Det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg dømmer absolut ingen for at samsove.
Både min mand og jeg sov sammen med vores forældre, indtil vi nåede skolealderen, og vi har faktisk begge nogle negative følelser forbundet med det. Netop derfor valgte vi ikke at samsove med vores eget barn. For os var det vigtigt at lære ham at sove selv. Han sov i bedside crib, indtil han var klar til at sove alene på eget værelse, og det gik rigtig fint, og gør det stadig.
I weekenderne kommer han ind i vores seng om morgenen og sover videre, og vi tager også ofte lure sammen. Vi har nogle gode putteritualer med tid til snak, nærvær og masser af kram.
Hvis vores barn på nogen måde havde givet udtryk for et behov for samsovning, verbalt eller nonverbalt, havde vi selvfølgelig imødekommet det. Men det har han ikke.
Og så synes jeg ikke, at samsovning nødvendigvis skal være for enhver pris. Jeg er ikke enig i, at hensynet til barnets samsovning skal ske på bekostning af forældrenes ryg, søvn og parforhold i årevis (og her taler jeg ikke om barnets første leveår). Det er vigtigt, at hele familien kan fungere.
Jeg synes, der er kommet flere gode alternativer til OP’s nuværende samsovning, som måske både kan imødekomme barnets behov for tryghed og tage mere hensyn til faren, hvilket jeg også synes er vigtigt.