Hej ❤️🩹
Jeg er førstegangsmor til en nyfødt, og jeg synes, det er ekstremt hårdt, meget hårdere, end jeg havde forestillet mig. Især når jeg er træt, bliver jeg helt overvældet, græder meget og føler mig utilstrækkelig. Når jeg har sovet, har jeg det faktisk okay og kan mærke glæde og kærlighed, men søvnmanglen rammer mig virkelig hårdt. Jeg sover dårligt forbi baby kun vil sove ved mig. Altså helt op af mig. Dvs jeg ammer ham liggende indtil han falder i søvn. Nogle nætter sover han ret godt og jeg vågner og føler mig udhvilet og andre nætter sover han kun 1,5 time og så ammer jeg i 2-3 timer uafbrudt indtil jeg bryder grædende sammen og står op helt udmattet.
Min partner har været hjemme siden fødslen den 20/12 og er fantastisk til at trøste baby, men snart skal han tilbage på arbejde, og jeg er ærligt talt virkelig bange for at stå alene, især efter nætter med meget lidt søvn. Jeg bliver let panisk, når baby græder længe, og føler ikke altid, jeg kan trøste lige så godt. Derudover døjer jeg med en del ængstelige tanker ift. baby. Jeg er bange for der sker ham noget, bange for han stopper med at trække vejret, bange for jeg taber ham eller skader ham. Tankerne var ekstreme og ubehagelige den første 1,5 uge, men de er blevet mindre voldsomme nu.
Jeg føler mig også lidt forkert, fordi jeg ikke bare “nyder” det hele, som jeg havde forestillet mig, jeg ville. Jeg elsker mit barn, men det her er bare så meget mere overvældende end forventet.
Så jeg vil virkelig gerne høre fra jer: - Hvordan klarede I det, da I pludselig var alene med baby? - Hvordan overlever I dagene efter dårlige nætter? - Er det normalt at føle sig så presset og grådlabil af søvnmangel?
Husker tydeligt dine tanker. Hvis du kan komme til det så sov de tidligere morgen timer og formiddag sammen med dit barn, når far er smuttet på arbejde. Glem alt om vasketøj og støvsugning indtil du har fået mere overskud. Nu hvor det er så koldt, tag alle lurene i sengen i løbet af dagen. Inviter en god veninde eller din mor over til kaffe, og få dem til at tage noget lækkert med ❤️Dit overskud skal nok komme igen, og når dagene bliver længere og foråret kommer, så bliver det nemmere. ❤️
Hopper lige med på den her. Det første stykke tid handler om overlevelse, glem alt andet. Jeg ved alle siger det samme, men sov når baby sover og det bliver nemmere. Mit barn er snart 2 år og jeg er først begyndt at have samme overskud nu, som før baby kom til. Det hele skal nok blive okay igen og du får en ny normal. Alle har det hårdt og det er helt okay.
Jeg kan svare ja til sidste spørgsmål. Oveni kommer alle dine hormoner, som gør det ekstra ekstra slemt. Det er nok det der har overrasket mig mest, det er hormonerne. Jeg har også dage hvor jeg græder når jeg bliver for overstimuleret og mit nervesystem skal arbejde for to når jeg oveni købet har sovet dårligt.
Jeg synes det er vildt svært at vurdere om det blot er søvnmangel og hormoner eller om det er en fødselsdepression / postpartum angst jeg har….
Snak med din sundhedsplejerske de kommer gerne til et ekstra besøg. Er der et læge tjek ved 5 uger eller 8 uger, snak evt. med egen læge omkring dine tanker.
Det er bare så skamfuldt synes jeg 😭😭
Hvis andre havde det sådan som du har det, ville du så synes de skulle skamme sig over det?
Nej. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så hård ved mig selv. Det er en god pointe. Tror det bunder i at det her barn er et ønskebarn. Jeg har ville have en baby i mange år. Nu er han her og jeg græder og er ikke glad hele tiden.
Det er helt okay og normalt ikke at være glad hele tiden! Det er pisse hårdt at få et barn, ønsket eller ej. Jeg følte først jeg elskede mit første barn da han var over 6 mdr. indtil da var det ren overlevelse (og undgå at smide ham ud af vinduet (han var kolikbarn)).
Åh sikke en lettelse at høre! TAK!!!
Altså jeg elsker min datter, som snart er et år og hun var nok var folk vil betegne som en let baby - men jeg har da stadig haft øjeblikke (og det samme med hendes far) hvor vi bare har haft lyst til at smide hende ud af vinduet eller “aflevere” hende tilbage. Altså jeg snakker meget åben og ærligt med mine venner - fortæller om disse ting med et smil efterfølgende. Jeg har jo ikke oprigtig lyst til at gøre min baby fortræd på nogen måde - men baby presser en, det er hårdt og de er ligeglade med at du ikke har fået søvn osv osv. Babygråd er “lavet” til at give en emotionel reaktion fordi det er den måde de kunne holde sig i live. Fortalte også at jeg havde katastrofe tanker flere gange dagligt, især at far skulle vælte ned ad trappen med baby og mase hende og tjekkede KONSTANT om hun trak vejret. Men min logiske hjerne kunne altid sige at jeg var lidt tosset og den blev langsomt bedre.
Jeg kan ikke sige om du har en efterfødselsreaktion eller ej - men jeg vil råde dig til at snakke med din læge eller sundhedsplejerske, så de kan hjælpe dig hvis det er OG så find nogen (behøver ikke at være mødre) som du kan tale åbent og ærligt med om hvor lort det også kan være at have børn ❤️
Det skal slet ikke være skamfuldt. Det er meget mere normalt, end man går og tror. Både vores sundhedsplejerske og læge gjorde meget ud af at fortælle, at den slags er normalt, og at vi endelig skulle kontakte dem, hvis vi (både mig eller far) følte, at vi var alt for overvældede eller vores følelser var for meget. Du behøver heller ikke vente på din tid hos sundhedsplejersken, hvis der er længe til. Ring og spørg, om de har mulighed for et ekstra besøg.
Sådan havde jeg det også - jeg er da ikke sådan én, der udvikler en efterfødselsreaktion, er jeg? Men det var jeg. Og det er okay! Min SP har selv været der og min læge hadede at være på barsel fordi hun syntes der var mega hårdt. Og tror først det var da jeg accepterede at jeg havde det svært, at jeg begyndte at få det bedre. Og jeg ville heller aldrig dømme andre, men kan godt nikke genkendende til at det føles skamfuldt. Sådan har jeg det heldigvis ikke efter jeg er begyndt at snakke om det. Så bliv screenet og ræk ud til fagfolkene ❤️
Hvad er proceduren hvis man tester positiv? ❤️
Man får en score på 2 forskellige tests. Jeg scorede sådan lige på kanten til der hvor man muligvis har fødselsdepression på begge. Min SP bad mig kontakte læge og ville selv tjekke op med besøg lidt før tid. Hun tilbød desuden et gruppeforløb, men i første omgang kunne jeg mærke efter. Jeg snakkede med min læge som jeg også fik ekstra tid ved. Hun tilbød henvisning til psykolog. Jeg takkede nej til begge dele fordi min mand fik fri en periode og jeg begyndte at snakke med venner og familie, samt startede til nogle aktiviteter, så det passede bedre til mig og var nok til at jeg bedre kunne overskue det hele. Jeg tænker tilbud og procedurer er forskellig i de forskellige kommuner + afhængig af ens score i tests og hvordan man har det :)
❤️❤️
Jeg havde også de slags tanker i mere end de der “baby-blues” dage, men faktisk blev det bedre, da min kærester skulle tilbage efter én måned, tror det var lidt vigtigt at se jeg godt kunne være alene med baby, uden der skete noget og så begynde det langsomt at blive nemmere. Men shit det var også slemt for mig, så tror ikke du skal være så bekymret. Og tror du har helt ret i det er hormoner og dårlig søvn der påvirker det meget
Jeg vil også tale med sundhedsplejersken og høre om hun kan komme forbi til et besøg og en snak. Derudover tror jeg det netop er derfor de først screener ved 5 uger, da det først er noget tid efter fødslen man reelt kan adskille det fra hinanden.
Jeg er også førstegangsmor, men selvom min baby er 10 måneder nu og jeg kender ham mere eller mindre ud og ind så bliver jeg også super presset og nemt grådlabil når han er ekstra urolig. Jeg tror, at det er helt normalt.
Ift. pludselig at være alene - det var virkelig skræmmende, og det tog lige nogle dage at vænne sig til det. Men da hver lille succes når vi var alene gjorde, at jeg følte mig mere og mere sikker i det. Og første gang vi havde en dag (måske efter en uges tid?), hvor jeg følte det faktisk var gået virkelig godt hele dagen, følte jeg mig virkelig som en superkvinde. Man opbygger en form for selvtillid og et selvværd omkring det løbende, er min erfaring.
Når vi har haft en dårlig nat, er jeg som regel super træt. Men jeg er tilbage på job nu, så jeg får energi af at være blandt mine kollegaer og det hjælper som regel i kombination med en masse kaffe.
Så kære du, det hele skal nok gå. Tag en dag ad gangen, og hvis der er for uoverskueligt, så tag det time for time. Og husk det er okay at slappe af når din baby sover. Du skal ikke partout vaske tøj, gøre rent, lave mad osv. hver gang din baby sover. ❤️
Og tillykke med moderskabet!
I starten kæmper man sig bare igennem, men jeg lover dig at det bliver bedre! Jeg mærkede en forskel da vores barn fyldte 1 måned (hn er 5 måneder nu). Og herefter er det blevet lettere og lettere, for hver måned, der er gået. De græder mindre, det er lettere at forstå og opfylde behov, færre mavesmerter (umodent tarmsystem), og bedre søvnmønstre.
Her er mine råd til de hårde dage: - Vær god ved dig selv og baby. Jeres trivsel er det vigtigste (og vigtigere end vasketøjet, støvsugning, og andre pligter). - Lad være med at brug unødvendig energi og presse dig selv til at skulle alt muligt. Gør hvad du har energi til. Babyrytmik, svømning, gåture, café-besøg går ingen steder - det kan du gøre når baby er større.
Hæng i, tro på dig selv! Du gør det godt! Og alle dine følelser er helt normale.
Det er mega hårdt med en lille baby! Og jeg genkender flere af de ting du beskriver.
Synes det er svært, at sige hvordan jeg klarede det. Men generelt vil jeg anbefale at sænke kravene til dig selv. Baby skal ikke underholdes hvert sekund og endelig bare gør hvad der virker. Du kan altid rette en potentiel dårlig vane eller afhængighed, men du skal skabe rammer så du kan være i det!
Dagene efter dårlig nætter opdager man hen ad vejen at kroppen/hjernen kan mere end man tror. Lige så snart baby kalder, så overtog mine instinkter. Og ellers kaffe og lettilgængeligt mad.
Alt du føler er så normalt. Hormonerne raser, dårligt søvn presser og hvis du hører blandt dem som også glemmer at spise (fx mig). Det er absolut normalt ❤️ det er sur mås tilgengæld.
Der er intet at skamme sig over. Havde det selv sådan, og det er helt normalt ❤️ Det hele skal nok gå. Sørg for at tal højt om det - det dræber skammen ❤️
Den første måned sov jeg ikke andet end 1-2 timer og det var afbrudt søvn. Jeg forsøgte ferbrilsk at få baby til at ligge i bedside, han vågnede efter 5-10 minutter pga sure opstød. Hele natten.
En morgen sad og grædende på sengekanten og min kæreste sagde “ nu tager jeg baby og køre en tur, så får du sovet også sover du sammen med ham i nat “. Jeg vidste baby ville skrige hele køreturen fordi det gjorde han i autostol, men jeg ved far gjorde det fordi jeg var helt kuk kuk af ingen søvn. Helt opløst.
Fra den dag samsov vi. Baby ved babs eller oven på mig. Baby lå primært på siden eller oven på mig. Fordi så sov vi begge. 1-2 timer stræk, men når jeg vågnede fordi han skulle amme, koblede jeg ham op og hvis jeg faldt i søvn var det ok - og det var meget lettere at falde i søvn igen når jeg bare kunne blive liggende fremfor når jeg stod op var helt vågen.
De efterfølgende måneder var jeg også ret kuk kuk har far efterfølgende fortalt. Vi havde et bæ forløb med en sundhedsplejerske hvor vi skulle have sagt fra før. Men vi var førstegangsforældre og nervøse og autoritetstro.
Jeg spejler dine følelser især i starten, det hjalp at vi samsov og jeg fandt ro i det. Det hjalp da det med sundhedsplejersken gik over.
Man er så… rå og sårbar som førstegangs.
Overtænker alt, hjernen køre med 117 i timen. Andet barn har været så meget mere afslappet og min kæreste har sagt at det er så dejligt at jeg slet ikke har været så kuk kuk som første gang, han kunne slet ikke kende mig de første par måneder ved første barn.
Hvis du kan, så hvil og sov om dagen også. Lav intet praktisk, tag ud hvis det gør dig godt, lad være hvis det ikke gør.
Det skal nok gå det hele. Men følelsen af grådlabil og at være presset skal gå over igen inden for overskuelig fremtid, ellers tænker jeg at der er noget andet der driller der skal hjælp til.
Jeg har det fuldstændig på samme måde. Jeg har desværre ikke nogle gode råd. Men du er ikke alene ❤️ Har hørt fra flere at det bliver nemmere med tiden. Det hjælper mig lidt at tænke “det er en fase” - og at det formentlig bliver lettere, når man begynder at afkode deres behov lidt nemmere. Og husk at bede om hjælp og snak med din partner om hvordan du har det.
Jeg havde det præcis som dig, lyder det til. Alting kom som et chok og sådan kan det stadig føles indimellem (min søn er 15 måneder). Men meget bliver nemmere med tiden, og så - som det vigtigste måske - bliver man selv mere selvsikker og erfaren i rollen. Og lære at stole på at alting nok skal gå🥰 Jeg tror at det er helt normalt og det ér bare for vildt på alle måder at få et barn og blive forældre.
Jeg havde det meget på samme måde, da vi kom hjem med vores nyfødte (nu 3 mdr). Og jeg vil sige; det bliver bedre. Din krop er bygget på rutiner, og lige nu er der ingen, og din reaktion er helt normalt.
Jeg var nærmest angst, da min kæreste skulle tilbage på job. Men det gik helt fint. For hver dag der gik, “kunne” jeg lidt mere og tog det som små sejre hver gang, jeg rykkede mig. Lige fra at gå på toilettet til at komme til lægen.
Når vi har haft dårlige nætter, sætter jeg forventninger til kommende dag helt ned og erklærer hjemmet i “undtagelsestilstand”. Rod må være rod, aftaler kan rykkes, det vigtigste er vi kommer igennem dagen.
Og ja, det er helt normalt du føler dig så presset. Søvn er et helt basalt menneskeligt behov. Du vil opdage med tiden, at din krop lærer at fungere med mindre søvn og du vil føle dig mindre presset, selvom det stadig kan være hårdt.
Personligt føler jeg også skam over, at jeg synes barsel egentlig er ret kedeligt og ensomt. Alle siger “nyd boblen,” og jeg nikker mens jeg drømmer om at komme tilbage på job 🙈
Du har kun været mor i få uger, du har lige gennemgået det vildeste med din krop, både i ni måneder, en fødsel, og bagefter den største hormonændring i kvindens liv.
Du gør det godt ❤️ Snak med nogen om de ængstelige følelser. Måske din sundhedsplejerske? Din mor?
Søvn er så vigtigt for ens mentale tilstand. De første mange uger var jeg også så ængstelig om natten, fik intet søvn. Endte med jeg sov nogle timer om aftenen, inden min mand gik i seng, hvor han havde ansvaret for baby i slyngevuggen, så vækkede han mig når baby vågnede og skulle ammes. Så fik jeg måske en 2-3 timer. Det hjalp at jeg ikke skulle forholde mig til babys lyde. I en periode sov jeg også et stræk på sofaen, fordi jeg sov så dårligt ved siden af baby. Vågnede også hele tiden og troede baby var død. Det værste gik over efter tre ugers tid.
Men jeg kan godt se det er mega svært når baby sover ved siden af dig. Har i prøvet slyngevugge? Der findes mange tricks til at snyde baby og lægge dem fra sig ved siden af en i en babynest fx eller sådan en sidecrib. Man skal fx lægge numsen ned først, og så stille og roligt hovedet, så moro effekten ikke sætter ind, og man skal vente til de er i den søvn cyklus hvor de bliver sådan lidt slappe i armene hvis man forsøger at løfte den. Måske baby skal svøbes når du har ammet? Eller vugges på en yogabold?
Nu siger jeg bare noget, som jeg ville ØNSKE nogen havde havde sagt til mig.
Du behøver ikke amme. Og du behøver ikke amme om natten. Dit mentale helbred er vigtigst og jeg lover baby er helt ok, hvis hen får flaske mellem 22 eller 19 og 08.
Det er så hårdt at være “fanget” i time efter time når man selv er træt mv.
Ingen sagde dette til mig, brug eller smid væk
Er bare bange for det fucker min amning op. Tak for råd ❤️🩹
Det er helt ok at vælge at fokusere på at amningen kører. Jeg ville bare ønske, i mit tilfælde, at jeg havde overvejet nærmere om det at amme var så vigtigt for mig, at det var ok at det gik ud over mit mentale helbred og min evne til at skabe gode relationer til mit barn.
Det hører man også bare virkelig meget, at det gør (særligt fra sundhedspersonale, synes jeg?), men kender flere, hvor det fint har kunne kombineres uden af ødelægge amningen. En enkelt gjorde det faktisk en mega forskel for, fordi baby ikke blev mæt af amning og derfor vågnede hele tiden, men en flaske gav mæthed og søvn til alle. Det fandt de bare først ud af efter at have prøvet flaske.
( Uden at ville lyde træls, så betyder mme ikke nødvendigvis at baby bliver mere mæt, det er bare sværere fordøjeligt og dermed giver det knock out effekt og det kan forveksles med mæthed også tror mor hun ikke har nok, så supplere man mere og mere også har man skruen uden ende.
At give flaske om natten kan ødelægge amningen. Jeg siger ikke det gør det, men natamningen er vigtig, især indtil produktionen regulere sig. Det med ikke og amme eller pumpe i 5-6-7 timer gør ikke godt for ens produktion. Slet ikke nat.
Man skal selvfølgelig ikke amme for en hver pris hvis det er ødelæggende for en, men beslutningen skal tages på et oplyst grundlag og man skal være klar over hvad der er op og ned og hvad det kan medføre. Så man ikke efterfølgende fortryder og er ked af det fordi man ikke vidste hvad der fulgte med )
Jeg vil starte med at sige, at det bliver bedre. Da min datter var fire uger og min mand skulle tilbage på arbejde, kunne jeg slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle komme igennem det. Nu er hun 3,5 måned og alt virker så meget nemmere og mere overskueligt. Stadig hårdt - men til at være i på den gode måde. Følelsen af pres og gråd, kan også have rigtig meget med hormoner at gøre. Jeg synes det hele faldte på plads i løbet af de næste par uger du møder. Giv dig selv tid til at finde dig til rette i det hele. Lige pludselig kommer der mere system/struktur over dagen og barnets opførsel, man begynder at genkende mønstre og tegn hos barnet og det hele bliver bare lidt lettere, også med søvnmangel. De første uger var for os præget af meget overlevelses-mentalitet. Vi følte os fanget i en konstant cyklus af amning, trøst og forsøg på at få baby til at stoppe med at græde. Det ændrer sig fuldstændig lige om lidt - så hold ud, drop forventningerne om at nyde det hele (det kommer) og forsøg evt. at undgå planer, hvis du har det bedre med det. Jeg blev hjemme, parkeret på sofaen, hvor jeg havde ro til at tage mig af hendes behov. Så begyndte jeg langsomt at komme mere og mere ud, efterhånden som det hele blev mere og mere overskueligt. Det er vanvittigt hårdt, og lige nu føles det måske umuligt, men der er lys forude og pludselig har man nærmest “glemt” hvor vanvittige den første tid med en nyfødt er.
Jeg var også rigtig bekymret da min kæreste skulle tilbage på arbejde efter de to ugers øremærkede barsel. Stod også med et præmaturbarn samtidig 😅, men hun var heldigvis nem nok i starten og sov det meste af tiden. Jeg fandt min egen rytme i dagligdagen, men blev nok først rigtig tryg i at tage ud med hende da hun var 2 måneder. Jeg følte mig meget fastlåst derhjemme i starten, fordi hun var ekstra lille og skrøbelig, plus jeg havde et kæmpe problem med amning og skulle pumpe ud hver 3 time også. Så tiden arbejder med en i takt med man har mere styr på barnets tegn/signaler, og hvis amningen eller flaske kører for en. Dog vil jeg også bare lade dig vide, du ikke er alene om at være bekymret og angst. At få et barn fik min dødsangst til at eksplodere. Jeg har virkelig haft mange paniske øjeblikke/tanker omkring mit barn døde eller kom til skade.. jeg tror desværre så stor en omvæltning som at få barn, kan skubbe meget til de ting, som man måske i forvejen kæmpede lidt med inden barnet kom, men som får et nyt lys eller bliver meget mere intenst i takt med det nye.. du kan få hjælp af sundhedsplejersken hvis du er i risiko for efterfødselsdepression eller reaktion. Jeg delte mine tanker med min, men var dog ikke i høj nok score til at blive erklæret depressiv.
Jeg kan genkende så mange af de oplevelser du har. Er også hjemme med min første baby.
1: jeg tog det så stille og roligt. Min kæreste tog tilbage efter 2 1/2 uge hjemme, og jeg forlod ikke vores hjem alene med baby før efter en måned. Jeg kunne ikke overskue det, og det er ok. Derudover tager amning så meget tid, og min baby ville aldrig ligge selv, så alt hvad der hed rengøring, madlavning, etc tog min kæreste sig af længe, og mit fokus var baby. Da jeg begyndte at gå ture selv, var det rigtig dejligt, men havde ikke overskuddet til det tidligere.
2: det er sindssygt hårdt. Men det bliver bedre! Man skal huske at alt med baby er en fase. Det husker jeg mig selv på, når tingene er svært. Ved fra mig selv det er svært, når man har tankemylder, men prøv at sove om dagen også. Det hjælper.
3: det er så normalt. Har aldrig grædt så meget i mit liv, som efter fødslen, både af glæde, træthed, og også meget at hormonforandringer.
Du er ikke alene med de her problemer! Og du skal række ud til sundhedsplejerske og/eller læge, hvis du føler dig for overvældet.
Søde søde menneske, jeg havde det på præcis samme måde og følte mig fanget i de lange amninger. Det eneste jeg kan sige til dig er at de bliver bedre! Det er pisse hårdt men husk på du gør dit bedste og din lille menneske har kun brug for dig! Du holder dit barn i live. Men ellers brug din partner og din familie til aflastning, og husk det er ikke et tabu og føle man ikke kan magte opgaven. For det er helt normalt🫶🏽
Jeg havde det så meget som dig❤️❤️❤️ husker det så tydeligt. Mit korte bedste råd er - giv det tid, vær sød ved dig selv. Mit lidt længere råd er, at række ud og takke ja til alle tilbud om hjælp. Sig højt hvordan du har det. Man taler for lidt om det og det ligner alle lever en rosenrød tilværelse som nybagte mødre. Jeg tudede de første 14 dage. Derefter græd jeg et par gange om ugen. Men jeg var virkelig sårbar og ængstelig. Mit barn er 2,5 år nu og livet er dejligt og jeg elsker at være mor. Jeg er endda gravid igen. I starten svor jeg at jeg aldrig skulle have mere end det ene barn, fordi det var så overvældende. Jeg endte endda med at snakke med sundhedsplejerske og læge og havde måske lidt fødselsreaktion. Men tiden og rutiner hjalp. Kram herfra❤️❤️
Åh tak!!! Jeg tænker netop nu: JEG SKAL ALDRIG HAVE MERE END ET BARN. Hvilket er en kæmpe sorg for jeg har altid ønsket mig to børn og jeg vil gerne give min dreng en søskende. Men lige nu er tanken total uoverskuelig for mig 💔
Jeg blev mor til mit andet barn i december og har en, der lige er fyldt 2 år. Kan kun sige, at alt nyfødt fase med baby er titusinde gange nemmere anden gang! Anden gang er det nogle helt andre ting, der er svære: fx at man samtidig har en twonager med stoooore følelser 🌪️🙈
Hvis du har mange tanker om dit barns ve og vel, så snak med din sundhedsplejerske. Det kan være noget, som kan tage overhånd og for mig var det et tidligt tegn på efterfødselsreaktion/depression.
Ift amninger: jeg er helt med på fri bar for baby osv, MEN overvej om du skal gribe ind over for de mange lange amninger. Dem bliver man bims af, synes jeg! Hold barnet vågen og i gang ved at dytte det på kinden mens det spiser, 10 min på hvert bryst og så en pause - for jeres begges skyld. Det nedbragte min ammetid helt vildt og baby fik nogle bedre ‘hele’ måltider, i stedet for at ligge ved brystet og småspise konstant. Og det gav mig lidt frihed til at være et menneske ❤️
Det er så hårdt! Der er ingen skam i at række ud efter hjælp. Kun ikke at gøre det. Som mor til 2 meget forskellige babyer kan jeg kun sige at det er sindsygt hårdt og der er ikke én løsning der fikser det hele. Min første var kolik barn. Han ville KUN sove på mig, helst med et bryst i munden. Ellers så skreg han konstant. I 3 mdr. Fuldstændig traumatiserende. Vi har gået tur med barnevogn med musik i ørene for qt få ham til at sove. Haft ørepropper i imens vi forsøgte at vugge i søvn osv. Man finder en løsning som gør at man kan være i det. Og det samme skal du. Det gør dig ikke til en dårlig mor! Tværtimod. Moonboon /slyngevugge gjorde forskellen med min første fødte og vi kunne pludselig sove lidt. Men ellers var jeg kun på sofaen om dagen med en baby og huset sejlede. Min anden baby var fuldstændig ligeglad med slyngevuggen, men skreg slet ikke på samme måde 🤷♀️ han vil også kun sove op ad mig så der har jeg ingen gode råd. Mangel på søvn gør en skør. Vitterlig. Derudee bliver man også kukuk af kun at gå inde. Sørg for at kom ud og få lidt frisk luft hver dag uden baby. Også hvis det kun er 5 minutter.
Åha kære dig. Jeg håber, at du ud fra svarene her har opdaget, at det er HELT normalt ❤️🩹 Jeg havde det på præcis samme måde efter min første fødsel, og jeg ventede også et drømmebarn og vil generelt betragte mig selv som ressourcestærk og mentalt i balance. Jeg kunne pludselig slet ikke kende mig selv, og jeg var så ængstelig over det store ansvar - kombineret med en ekstrem mental og fysisk træthed. Dine hormoner raser stadig rundt i kroppen efter fødslen, og jeg kan kun sige, at det bliver bedre med tiden! Giv dig selv et stort kram og omsorg, du gør det så godt du overhovedet kan. Og vent med at drage konklusioner om efterfødselsreaktion/-depression, men hver åben og ærlig overfor din SP, hvis det fortsætter (der er dog en grund til, at screening for netop dette først ligger et par uger efter fødslen - det er fordi, at man i tiden efter fødslen er alt for hormonel og sårbar til, at det egentlig kan vurderes ❤️).
Kan i stor stil anbefale episoden om efterfødselstiden af denne podcast, der på så fin måde sætter ord på alt det, der foregår inden i dig i tiden efter fødslen. Via linket nedenfor skulle du vist gerne kunne lytte gratis:
https://share.podimo.com/s/nnIDNUrs
Hov, episoden hedder “meget mere forandre sig når du bliver mor, end du måske ved - med efterfødselsvejleder Camilla Hostrup”
Hej søde du❤️
Kæmpe krammer til dig. Jeg stod samme sted for 10 måneder siden med min søn og havde præcis samme tanker og følelser. Det var sÅ hårdt og angstprovokerende at min mand skulle tilbage på arbejde efter 4 uger og jeg turde SLET ikke at være alene med baby fordi han græd hele tiden - sidenote:kolikbaby.
Jeg havde en fødselsdepression. Måske du også oplever en grad af fødselsdepression? Synes du skal snakke med Sundhedsplejesken om dine følelser og bliv screenet for det. Min Sundhedsplejesken ville ikke screene mig for det efter 2 uger postpartum, da jeg bad om det, da hun mente det ville være et falsk positiv svar - men jeg efterspurgte det igen 2 uger efter hændelsen og blev screenet og fandt ud af at jeg havde det. Så det er værd at høre hende om det❤️
For at svare på dine spm:
1: det var svært i starten men da jeg ikke havde min mand ved mig, så huskede jeg mig selv på at baby har brug for enten mælk, ny ble, bøvse og sove. Så hvis han græd, så prøvede jeg dette indtil det ramte jackpot
2: kaffe, lækkert mad/snacks (wolt), slappe af på sofaen, ikke gør noget som helst. Evt tag lur med baby ellers bare gøre noget som jeg selv nyder for at give mig selv lidt energi
3: ja og nej. Det er okay i en lille periode men som skrevet ovenfor, så synes jeg du skal blive screenet for den fødselsdepression❤️
Du er en god mor og tillykke med det hele❤️
Først og fremmest: du har lige født, og jo, det har du. Det er helt okay at det er overvældende og fucking udmattende. Dernæst: sørg for at snak ærligt med din sundhedsplejerske om det. Hun kommer både for dig og for baby. Hvis der er noget tid til jeres næste aftale, så kan man altid bede om en hurtigere tid. Søvnmangel bliver brugt som torturredskab af en grund. Det er hårdt! Brug dagene på dig selv og baby. Bliv i sengen hele dagen, hvis det er nødvendigt. Din mand kan handle, støvsuge og vaske op lige nu. Når han kan have baby - så slap af! Få lidt frisk luft - selvom du måske ikke orker, så få 10 min, og tag derefter en lur. Og til sidst: det bliver bedre. I finder en rytme, dine hormoner falder og du skal nok få mere søvn igen.
Mit bedste råd er at lade tingene sejle husligt. Din partner må nå det han har overskud til når han kommer hjem. Sov når du kan. Jeg levede højt på at min partner i weekenden kunne stå op med vores datter, og jeg kunne sove længe - det gjorde mig “klar” til endnu en hård uge. Og så vid at tingene er hårde nu, men de spørgsmål du stiller dig selv nu, stiller du ikke dig selv forevigt. Det er en fase I skal igennem og du skal nok finde din vej igennem. Og er sidste råd med på vejen, tag imod alt det hjælp I kan i form af det huslige eller hvis en bedsteforældre vil tilbyde og komme og holde jeres barn et par timer mens du selv klarer nogle ting 🫶🏼
Puha, det lyder til dels som vi oplevede det, da vores øgle kom til verden.
Det er lidt over en halvt år siden nu.
Vi er to mænd - og ingen af vores bryster egner sig til at amme - og selvom der er love og regler der forbyder reklamer for mælkeerstatning og man ikke må anbefale det osv., så er der godt nok mange børn der ikke får andet. Vores inkl., og ja, det er noget andet, men du behøver ikke lægge bryster til 24/7.
Du kan også vælge at pumpe og give det den vej - og måske få far til at aflaste i ny og næ (altså, med en flaske ;-)). De fleste vil formentlig være enige i, at flasker er en ren befrielse når man først har prøvet dem, uanset at tanken om at amme er en smuk tanke.
Jeg skulle til at skrive, at du ikke drømmer om hvor meget det kan smadre ens mentale tilstand, at man ikke får søvn, men det kender du vist alt til. Og det kommer til at ændre sig. 200 gange, bare de første par måneder, for børn i den størrelse kender ikke skyggen til mønstre.
Jeg er meget struktureret og det er min mand ikke.
Jeg har givet op med at finde et system og kigger mere på ungen om han er træt og så prøver vi at putte.
Min mand prøver konstant at finde et system - og det lykkes af og til i et par dage, hvorefter enten øglen eller vi får skubbet bare lidt til det, så det hele forskubber sig, eller at øglen nu pludselig sover 4-5 timer i streg kontra 2 timer natten før.
Når man først har haft en negativ tanke, så er den svær at slippe igen.
Tanken om vuggedød er en af dem der bare kan bide sig fast. Ikke mindst, fordi det er en reel fare, men dog et sjældent fænomen.
Vi har en Owlet Sock, som jeg kun vil anbefale.
På med den - den moniterer puls, iltmætning, bevægelse og temperatur og kan give hidsige alarmer hvis noget er galt (eller hvis sokken sidder forkert). Dvs. du risikerer et par falske alarmer, men den vil aldrig melde at der er puls hvis der ikke er, f.eks. Meget brugervenlig app med gode forklaringer, tips, tricks og udviklingstrin ift. babys alder. Det produkt har gjort underværker for særligt min mands mentale helbred.
Vores øgle er rimelig svær at få til at sove.
Jeg er god til at lægge ham fra mig, lade ham ligge lidt og passe sig selv (uden gråd, selvfølgelig) osv., men min mand er hele tiden omkring ham og snakker og pludrer og leger. Vi er meget forskellige på det punkt.
Om det er grunden til, at den bedste soveløsning er at øglen sover ved siden af mig og deler dyne med mig, det ved jeg ikke, men det virker. Og både ham og jeg ligger så absolut stille og jeg vågner meget let og er klar med en flaske så han genputtes lynhurtigt. Sutter er so last year og eneste værdi de har, er som kasteskyts :P
Jeg har talt med andre jeg kender - og folk jeg bare er faldet i snak med (en baby på armen åbner aaaaltid for en snak) og jeg kan høre, at trods alle anbefalede metoder og do's and dont's, så gør folk det der virker for dem.
Vi kender et par hvis ene søn har sovet hos dem til lige før han fyldte 13 - og så ville han nærmest ikke erkende at det nogensinde var sket, men det var det der virkede for ham, hvor den anden godt nok aldrig ville sove med sine forældre.
Du skal finde det der virker, gøre det, og almindelig sund fornuft er ofte vejen frem.
Og som andre også skriver; tal med din sundhedsplejerske!
Vores er kanon. Til at starte med frygtede vi lidt, at de kun kom for at måle, veje og køre checklister af på os, men virkeligheden er en helt anden og vi henter utrolig meget hjælp der.
Jeg synes du skal dele din bekymring med sundhedsplejersken. Måske hun har gode råd? Et råd jeg kan komme med er at udlevere en af natamningerne til din mand, forstået på den måde at han kan give en flaske. Jeg ved godt der så kan være bekymring for amning osv, men det er så vigtigt at lytte til din krop der fortæller dig, at du er presset. Hvis du ikke får nok søvn og er meget presset, så kan det også påvirke mælken. Så hellere dele en amning ud, så du kan få et længere stræk og være mere udhvilet og fungere bedre. De tanker du beskriver kan hurtigt blive voldsomme og overtage dit sind - det har jeg selv prøvet. Jo mere presset jeg var på søvn og gråd, jo mere fyldte tankerne. Så det er bare med at reagere nu og skabe en ændring i de vilkår, du har ❤️ kæmpe kram til dig og, og du skal vide du absolut ikke er alene. Den gode barsel du ser på Instagram er langt fra sådan alle har det. Af samme grund kan jeg anbefale at slette sociale medier så du ikke eksponeres for det.
Åh kender godt de følelser. Dem havde jeg virkelig også helt i starten. Jeg husker faktisk, at jeg blev ret ked af det og nervøs, når det blev aften og mørkt, for jeg kunne ikke regne med hvordan natten blev, og om jeg ville få søvn.
Jeg kan sige så meget, i hvert fald i mit tilfælde, så er det blevet meget bedre i takt med, at baby er blevet ældre og jeg har lært hendes rytme.
I starten sov jeg faktisk bare, når hun også sov lur. Sådan indhentede jeg søvnen, og så var jeg faktisk ret så ligeglad med, om hjemmet sejlede.
Jeg har præcis den angst for natten du beskriver. Jeg hader det. Jeg bliver helt deprimeret når det bliver mørkt udenfor. Jeg prøver også at sove når baby sover men jeg har så svært ved at sove når det er lyst 🫠❤️
Mørklægningsgardiner og mørkt soveværelse. Det hjælper en del mht lyset.
Præcis, det var en frygt for natten 🥺
Jeg har heller ikke kunnet sove, når det var lyst. Som en anden skriver, så kan du ligeså godt skifte dine gardiner ud til mørklægningsgardiner, hvis du ikke allerede har det. Både for dig selv og for baby, for shit det er svært at putte til nat om sommeren, når der var helt lyst udenfor 😅
Det du oplever er helt normalt. Husk at træk vejret helt ned i maven!
Man klarer det bare, det der med at være selv med baby. Nogle dage spiser man rigtig mad, men kun småkager. Men man klarer det som regel.
Alle dage (dårlige nætter eller ej) er reglen, sov når baby sover. Du må kun lave praktiske ting når baby er vågen.
Og kæmpe ja til det sidste spørgsmål. Det er sindssygt at få en baby.
Hej. Min baby er 1 år nu. Jeg havde det præcis på samme måde. Tankerne forsvinder og du får en rytme og rutine. Du får også en helt magisk følelse i kroppen der gør at du føler du kan klare alt.
Jeg havde det på samme måde. Blev sygemeldt og far overtog noget af barslen, så vi var hjemme sammen i længere tid. Kæmpe game changer, havde ikke klaret det selv! Tak med læge og fagforening om hvad der er muligt for dig
Jeg havde det på samme måde. Det er så hårdt at der sker noget så livsomvæltende og så har man ikke mulighed for at sove. For mig hjalp det at min baby tit var god til at sove om formiddagen. I de første måneder sov hun til nat mellem 23-11 der forsøgte jeg også at sove eller ligge og hvile mig. Kan anbefale lydbog under amningerne om natten, så får du ikke lys i hovedet der vækker dig fra telefonen, men du gør det samtidigt til en hyggestund.
Derudover så hjalp det mig at tænke på at der kun var 5 timer til far kom hjem igen, når vi stod op ved en 11 tiden 🤞🏻
I dagstiderne uden far, lagde jeg med hende på brystet på sofaen og så serier. Jeg havde ingen ambitioner om at nå noget særligt i den første tid uden far.
Det er ikke skamfuldt ❤️
Jeg skrigegræd ned i en pude om natten, da min første var spæd. Det var lort! Jeg var så presset. Det er pisse hårdt. Man står der med en lille baby og man har aldrig prøvet det før og man er samtidigt i kæmpe søvnmangel, ens hormoner er helt på røven og måske bliver ens basale behov som menneske ikke engang opfyldt jævnligt.
Sov alt hvad du kan. Sov med din baby. Sov selvom der skal støvsuges. Sov selvom du føler du burde lave noget andet. Jeg vil ikke bare sige “sov når baby sover”, for det er så… brugt. Men jeg mener det seriøst. Baby er første prioritet og så er søvn nr. 2. Så selvom at du gerne lige vil have lidt tid for dig selv eller du har en masse der skal ordnes, så sov og fuck resten. Det er en beslutning man skal tage. Man bliver et bedre menneske når man sover. Tag en lur når far kommer hjem fra arbejde.
Det er pisse hårdt at stå i og det betyder ikke så meget lige nu, eller.. det er sådan lidt mudderet at sige, men det bliver bedre. Dagene føles så lange lige nu, men det bliver de ikke ved med. Det lover jeg.
Du har IKKE noget at skamme dig over. Det ER pisse hårdt. Men det lysner lige pludseligt 🫶🏼❤️
Sig det til alle. Din sundhedsplejerske. Din familie. Dine veninder. Din mand. Sig at det er hårdt. Det er okay at sige det ❤️
En dag vil du kigge tilbage på hele denne tid med de mildeste øjne på dig selv og smile over hvor urealistisk man er forinden man får sit første barn. Alt er som det skal være ❤️ Hårdt, lykkeligt, råt, brutalt, kærligt, sorgfuldt, ensomt, glædeligt - det er sådan det er at blive mor. Slet forresten for guds skyld Instagram.
Kære du,
Bor du på Sjælland? Lige nu kører jeg i BARSELSBYEN en kampagne med en gratis prøve på aflastning/nærvær/støtte. Skriv DM hvis det kunne være noget for dig. Helt og aldeles uforpligtende! Barselsbyen aflaster nybagte forældre med f.eks. babysitting, rengøring, psykisk støtte, praktisk og emotionel opbakning og meget andet. Kh Mia Maja