Jeg vil gerne dele min fødselsberetning her. Jeg vil samtidig advare om, at den er meget voldsom. Jeg har forsøgt at beskrive forløbet så nøgternt og skånsomt som muligt, men det er stadig en hård historie.
Vi blev sat i gang nytårsmorgen – og med det samme kom veerne. Intense veer med fire minutters mellemrum, som fortsatte i omkring to timer. Pludselig fik jeg voldsomme kramper i et par minutter, som min partner A overværgede og straks slog alarm over.
Jeg blev rykket til fødegangen, hvor mit blodtryk var meget højt. Her blev jeg vurderet til at have udviklet svær svangerskabsforgiftning med fødselskramper (eklampsi).
Man planlagde at anlægge en epiduralblokade for at få bedre kontrol over blodtrykket, men lige inden epiduralen skulle lægges, fik jeg endnu et krampeanfald. Beslutningen blev taget med det samme: akut kejsersnit. Krampemedicin blev opstartet, vi blev kørt på operationsstuen efter få minutter, vores baby blev født – og jeg blev kørt direkte på intensiv bagefter.
Man skulle tro, det var slut dér. Det var det ikke.
Efter fødslen fik jeg igen krampeanfald, og yderligere krampemedicin blev opstartet. Kort efter kvittere jeg et stort koagel (en lille honningmelon i størrelse) og fik et voldsomt blodtab, hvilket medførte, at jeg måtte opereres igen og få det de kalder en EVAC.
Dagene efter operationen blev jeg det igen dårligt. Jeg besvimede flere gange, fik voldsomme rystelser, og min blodprocent var faldet markant. Jeg havde udviklet akut anæmi trods operationen og måtte have to blodtransfusioner.
Imens blev vores baby en uge gammel, og A havde brugt 80% af med baby og jeg havde kun holdt ham ved fodring når jeg var vågen.
Vi kom hjem. Min blodprocent blev bedre, men blødningen fortsatte, og jeg måtte tilbage på hospitalet igen.
Nu er vi hjemme – men det betyder desværre ikke, at jeg er rask endnu. Det er svært at sige, hvornår jeg bliver det.
Baby er sund og rask, og det er jeg uendeligt taknemmelig for. Samtidig sidder jeg herhjemme nu og prøver at forstå, hvad vi har været igennem. Jeg kan godt føle mig meget alene i det hele.
Hvis der er nogen her, der har oplevet eklampsi eller andre alvorlige komplikationer i forbindelse med fødsel, vil jeg virkelig sætte pris på at høre jeres erfaringer med tiden efter og alle de svære tanker og at føle sig utilstrækkelig, fordi man eks. ikke kan bærer sin baby, hjælpe med noget, eller føler man skuffer bedsteforældre fordi vi slet ikke er klar til besøg, og de lidt presser på…
Tusind tak til jer, der har læst med hele vejen.
Vi er blevet tilbudt krisepsykolog samt opfølgende samtaler med både læge og jordemoder, hvilket vi naturligvis har takket ja til.
Hold kæft en omgang! Jeg ved ingenting om det, men du er fanme sej ❤️ Håber du snart bliver rask.
Tak det er sødt af dig❤️🫶🏻
Hold nu op, hvor har det været voldsomt for dig. Er ked af at høre, du skulle få sådan en start på moderskabet❤️
Fra en anden efterfødselsbløder vil jeg sige, at du skal være obs på at blive ved med jerntilskud, indtil du har opbygget ikke bare blodprocent, men også jerndepoter. Lægerne er slemme til bare at sige, man skal stoppe, når blodprocenten er normal - men instruksen siger faktisk 3 måneder længere, og jeg har desværre erfaret på egen krop, at det bestemt ikke er ligegyldigt.
Meget enig - min egen læge missede at måle jerndepoterne under min graviditet, så jeg endte med en meget lav blodprocent, og måtte have jern IV. Hvis der bliver taget blodprøver for at følge blodprocenten, er det vigtigt at sikre der også måles ferritin, som er jerndepoterne.
Sikke en voldsom omgang, I har været igennem. Ønsker dig rigtig god bedring!
Du er for vild og for sej! Forstår det føles virkelig overvældende - og det er fordi, det selvfølgelig er det! Har ingen råd, da jeg ikke har prøvet noget lignende. Men kæmpe kram! Håber i lander blødt på den anden side 🥰
Wow 😧det er en heftig omgang! Du er virkelig sej, og du skal tage imod al den hjælp du kan få. Du kan overveje om du skal sygemeldes, for så kan din partner komme på barsel så du ikke står alene med spædbarn når du er syg. Det er bare en ide.
Som en der selv har været udsat for en traumatisk fødsel (blødning på 5,1 L, 3 x operation indenfor de første 6-8 timer for at få styr på blødningen, 1 døgn på intensiv (praktisk talt bevidstløs), total 7 dage på hospitalet (4 dage med urinkateter og derfor sengeliggende) inkl. 12 poser blod!) så er mit bedste råd: snak om det, fortæl det til så mange som muligt. Jeg endte dog alligevel med en efterfødselsreaktion (ikke depression), som jeg fik hjælp til via sundhedsplejersken. Det bliver bedre, også selvom det ikke umiddelbart føles sådan.
Hold nu kæft en omgang af en fødsel. Kram
Kære du ❤️ Sikken omgang… du er godt nok stærk - godt klaret! vidunderligt at du har en sund og rask baby.
Med to hårde fødsler i bagagen - og især en hvor baby ikke var rask - vil jeg sige til dig at det bedre med tiden. Men du skal bestemt ikke undervurdere det traume din krop og sjæl har været udsat for. Min første fødsel endte, efter et meget lang og sejt forløb, med akut kejsersnit. Min baby kom ud og trak ikke vejret og blev derfor straks ført til et andet rum. Vi var væk fra hinanden i 4 timer, og de første 3 døgn var jeg kun med baby ved amning (vi var indlagt på to forskellige afdelinger). Jeg blev først mange måneder efter opmærksom på, hvor hårdt det havde været ikke at være sammen med min nyfødte, og hvor meget det påvirkede mig fysisk og psykisk. Oveni havde baby også en alvorlig kronisk lidelse - så jeg følte mig utrolig utilstrækkelig som mor. Jeg følte at jeg hverken kunne give min baby en god start på livet, eller give baby raske forudsætninger. Så! Mit råd er, selvom du føler at du “burde” være glad og ovenpå efter fødslen, så tag dig tid! Tag imod den hjælp du kan få, og det samme gælder din partner. Snak for guds skyld sammen om jeres oplevelser - de kan jo være forskellige. Og husk! Du er fucking sej!
Jeg fik præ-eklampsi med vores yngste men undgik kramperne fordi fødslen blev sat igang. Jeg skrev hele forløbet ned på engelsk på en graviditetsgruppe her på Reddit, fordi det er sådan en potentielt livstruende situation for både mor og barn og der mangler opmærksomhed omkring faresignalerne. Prøver at se, om jeg kan finde linket.
Jeg har ingen men i dag og vores yngste er otte år.
Du har været gennem et stort traume. Nu skal du hele og din partner skal tage sig af de tunge opgaver, mens du restituerer.
Og Bedsteforældrene? Få din partner til at kommunikere at I har brug for ro og hvile til at bonde med baby. Hvis de gerne vil hjælpe, kan de lave aftensmad og efterlade den udenfor døren hos jer.
Sender jer alt den bedste karma. Du har været til Helvede og tilbage igen. Klap dog selv på skulderen og prøv at tysse på de negative tanker.
Edit: Indsat link til opslaget.
Tak fordi du delte din historie! Du er meget stærk 💪 Det kræver også mod at skrive det ned. Jeg er i øjeblikket et år efter en traumatisk fødsel. På grund af forhøjet blodtryk og pre eklampsi blev jeg bestilt til igangsat fødsel, men babyen kom til verden 4 dage tidligere end aftalt. Den 11. januar vågnede jeg med stærke veer, min vand gik, og min mand ringede til hospitalet. Heldigvis troede vi, at min jordemor var ved telefonen, og hun kendte min situation.
Vi informerede hende også om, at jeg havde meget forhøjet blodtryk, men hun sagde, at jeg skulle blive hjemme i 5 timer mere, fordi jeg ikke var i aktiv fødsel. For mig føltes det forkert, og efter en time tog vi til hospitalet.
Der blev det konkluderet, at jeg faktisk var i aktiv fødsel, og mit blodtryk var meget højt. Jeg blev straks sat på medicin mod forhøjet blodtryk, og herfra startede en lang traumatisk fødsel på 17 timer. Først stak jordemor mig forkert og fik blå mærker i hænderne, da hun forsøgte at give intravenøs blodmedicin. Hun tabte også nålen på gulvet og sagde, at det er ligegyldigt.
Jeg husker, at de blev ved med at øge dosis af blodtryksmedicin, men det var ubehageligt. På et tidspunkt begyndte rummet at snurre rundt, og jeg kunne ikke tale ordentligt. Det var på det tidspunkt, at jeg fik medicinen mod anfald, og jeg husker, at jeg følte, at hele min krop brændte. Jeg fortalte min mand, at jeg ikke ville dø.
Efter 10 timer besluttede lægerne at give mig en epidural. Men vi måtte vente næsten 2 timer på det på grund af manglende personal. Endelig en epidural, men mine veer faldt betydeligt. En jordemor begyndte at lave rebozo for at hjælpe babyen med at bevæge sig.
Efter 5 timer, hvor jeg følte, at mine øjne snurrede ukontrolleret, sagde en læge, at babyen er stresset, og at de skulle udføre et akut kejsersnit. Jeg blev flyttet til operationsbordet og kastede op over hele rummet. Min dreng kom kort efter til verden, rask.
Jeg blev kørt på skadestuen, og jeg var så tørstig. Men prøvelsen var ikke overstået, en jordemor kom og sagde, at jeg ville være på vandrestriktion de næste 24 timer eller måske mere. Det knuste mig virkelig, min krop var udmattet. Min mand passe på den lille,fordi jeg kunne ikke holde ham ordentligt, og det påvirker mig stadig den dag i dag. Jeg fik aldrig ordentlig støtte til amning fra hospitalet.
Efter 5 dage på hospitalet kom vi hjem, og mine svigerforældre kom på besøg. De forstod ikke, at vi havde brug for mere tid til at komme os over traumet. 2 uger efter begyndte min mand at arbejde igen, og for mig var det meget udfordrende mentalt og fysisk.
1 år efter fødslen er min baby sund og rask, men jeg er stadig meget påvirket. Jeg har skiftet læge for at få hjælp, fordi jeg ikke føler mig sund og rask. Det er ikke en nem rejse, og jeg ønsker dig alt det bedste.🧡
Årh hvor er det hårdt læse - jeg husker også følelsen af krampemedicin, man følte virkelige man brændte op… tusind tak for at dele, det gør at man føler sig lidt mindre alene med de følelser som kan væres svære at føle andre forstår ❤️
Vi får besøg af sundhedsplejersken i morgen, og kan se i min journal de har noteret traumatisk fødsel, så prøver at sætte ord på det for hende ❤️
Du er ikke alene! Og jeg beklager den lange tekst, jeg har aldrig haft modet til at skrive dette ned før nu. Jeg synes også, det er vigtigt, at du har en god læge, der tager hensyn til din traumatiske fødsel, især når du skal til 8-ugers undersøgelse. Jeg ønsker dig alt det bedste 😊
Det lange skriv rørte mig meget - tak fordi du ville dele, det hjælper mere end du måske tror ❤️🫶🏻
Det lyder som en rigtig hård start. ❤️
Jeg er solomor og blev selv voldsomt syg fire dage efter fødslen af min søn. Det viste sig, at jeg havde Streptokokker A i livmoderen, og jeg blev indlagt i begyndende sepsis. Det er kun pga. min mor, jeg stadig er i live. Hun var nemlig hjemme hos mig. Ellers var jeg bare sovet ind i døden.
Det værste for mig var den enormt dårlige samvittighed, og at jeg inde på hospitalet måtte sige, at jeg ikke kunne redegøre for hele natten, hvor min nyfødte søn hverken havde fået vådt eller tørt, fordi jeg svævede ind og ud af bevidsthed. Der var heldigvis ikke sket ham noget.
Fordi jeg lå en uge i en hospitalsseng, endte jeg med et låst bækken og kunne stort set ikke gå i 10 uger, fordi mit ene ben knækkede sammen under mig. Det gjorde forfærdeligt ondt, og jeg var så bange for at falde med min søn i armene.
I dag er han knap halvandet år, og han er bare en dejlig, nysgerrig, sød og klog dreng med krudt i kysen og masser af gåpåmod. Han stortrives. 💙
Men nogle gange når jeg tænker på vores begyndelse sammen, kan jeg stadig få så dårlig samvittighed. Jeg minder mig selv om, at det ikke var min skyld, og at jeg gjorde det absolut bedste, jeg overhovedet kunne - og vi klarede den!
Og det samme gør du og din nye baby. 🥰
Tak for at dele og hjælpe med at sætte ord på det ❤️
Åh. Alverdens kærlighed og omsorg din vej. Hvor lyder det voldsomt – og helt naturligt, at du skal bruge tid på at komme dig. Fysisk og mentalt. Hovedet skal jo virkelig med.
Jeg havde selv en ret voldsom fødselsoplevelse for 4 år siden. Moderkageløsning, og både baby og jeg var i akut fare. Efter selve fødslen og opvågningen, var der dog ikke så meget. Min baby havde ikke mén. Og så blev vi sådan ret overladt til os selv.
Men jeg var i chok. Kunne ikke få gang i amningen, kunne ikke sove. Var så bange og holdte mig vågen for at overvåge min baby hele tiden. Gik hele døgn ad gangen uden at sove i de første par uger. Jeg blev helt skør.
Det fadede dog med tiden. Jeg ved ikke hvordan. Min sundhedsplejerske var ikke til megen hjælp. Det eneste der hjalp var tiden. Og at skrive min fødselsveretning, tale den igennem med min nærmeste og se på min baby.
Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, jeg var helt ude på et skråplan. Og at f.eks. min amning havde elendige vilkår. Det ville jeg virkelig ønske, nogen havde spottet den gang og opfordret mig til at droppe.
Og i stedet bare fokusere på at … bearbejde. Hele. Forstå et forløb, der var så traumatisk og gik så hurtigt og reelt var det tætteste på en dødsoplevelse, jeg nogensinde har været. Det er en voldsom oplevelse, og opleves endnu mere voldsom fordi man derefter bliver kastet ud i et andet lille menneskes behov, der altid kommer først.
Her ville jeg ønske, jeg også havde ydet omsorg og givet plads til mig selv.
Sender dig så mange kærlige og varme tanker. Det er en stor ting at gå igennem. Jeg fik svær svangerskabsforgiftning under fødslen af mit barn for 11 måneder siden. Dog heldigvis uden kramper, da mine krampe-symptomer blev opdaget i tide og jeg derved fik forebyggende behandling af kramper. Jeg mistede desuden også meget blod (1,4 L) under et akut kejsersnit efter 30 timers fødsel. Svangerskabsforgiftningen tog en del tid at komme af med og vi var indlagt i én uge, hvorefter vi blev udskrevet med blodtryksmedicin og overvågning af blodtryk. Blodtabet sammenholdt med forgiftningen gjorde efterfødselstiden svær for mig. Dels fordi at man jo er afkræftet af blodtabet og højt blodtryk giver nogle dybt ubehagelige symptomer. Det tog lidt tid at komme over, men for mig hjalp det (psykisk) at læse min fødselsjournal og at deltage i en efterfødselssamtale med alle jordemødrene og fødselslægen. Jeg er sikker på at du nok skal komme godt ud på den anden side, men det er hårdt når man sidder i det. Vi gjorde os umage herhjemme for at snakke meget åbent omkring følelserne og at snakke fødslen igennem mange gange. Måske ovenstående kan hjælpe hos dig også - på trods af at min fødsel har været noget mildere end din. Kærlighed herfra ❤️
Ej stakkels dig, at du har været igennem det og stadig døjer med det. Vidste lægerne/jordemødrene godt at du havde præeklampsi inden eller opdagede de det først ved kramperne?
Rigtig god bedring til dig og tillykke med den ny - jeg håber, du snart bliver rask, så du kan nyde tiden med din baby og moderskabet 🫶🏼
Jeg havde faktisk været i et CTG program og havde ugentligt besøg på hospitalet, fordi mit blodtrykket har været højt nogle gange, men generelt lå det inden for normalen, jeg havde heller ikke nogle andre symptomer hverken protein urin, eller blodprøver der var påvirket - det fik jeg så på de to timer med veer så det gik meget stærkt ❤️
Først og fremmest tillykke med jeres baby! ❤️ Det lyder virkelig voldsomt! Jeg håber, at du får den hjælp du har brug for både nu og her, men også til at bearbejde det senere.
Det lyder som en gennemført rædselsfuld oplevelse. Det tager lang tid at komme sig over, men det hjælper at snakke om det. Hele det første år kunne jeg kun snakke om hospitalsforløbet, når folk spurgte mig, om hvordan det var at være blevet mor. Jeg havde ikke en lige så traumatisk fødsel som dig, men forløbet omkring og efter og min babys tilstand bagefter…
Planlagt kejsersnit efter en højrisikograviditet, hvor jeg lå ned de sidste 7 uger, men de lavede snittet for lille, så da de sagde 1, 2, 3 kunne de ikke få ham ud. De prøvede igen, de lød mere og mere pressede, nogen sagde hent sugekoppen, men så fik de fat i min lille (store) drengs skulder og hev til. Han var blå på skulder og overarm i en uge.
Først var han fin, men han havde vand i lungerne, så han blev mere og mere grå. Min mand fik ham i armene og blev ledsaget op til neonatal, hvor han fik cpap med ilt. Jeg lå alene på opvågningen, men heldigvis kom min mor. Så blev jeg kørt på barselsafsnittet og indlagt på en firesengsstue. Alle de andre mødre havde deres babyer, og jeg lå bare og græd.
Senere blev jeg kørt over i kørestol for at se ham og så tilbage til barselsafdelingen, fordi jeg stadig havde kateter. Fik heldigvis stue med kun to senge. Da jeg havde smidt kateter, blev jeg indlagt på neonatal med vores dreng (i stedet for min mand, der havde rendt frem og tilbage mellem os).
Vores baby havde i mellemtiden fået voldsom gulsot, sådan risiko for hjerneskade gulsot. Han skulle ligge i blåt lys hele tiden, kunne ikke ligge hos mig. Og sygeplejerskerne havde svært ved at forstå, at jeg var svækket af sengeleje og i forvejen havde en overbelastningsskade i håndled. Vi endte med at ryge ud og ind af neonatal i 5 uger pga gulsot (og babys anfald af besvimelse pga lav hjerterytme, argh). Gulsot gjorde ham også sløv, og han sov det meste af tiden.
Lægerne kunne ikke finde ud af, hvorfor han havde så meget gulsot. De begyndte at frygte genfejl, der ville betyde lysbehandling i kasse 12 timer om dagen, men heldigvis var det en meget slem variant af modermælks induceret gulsot. Så min stålsatte indsats for at amme gennem alt det her havde faktisk gjort ham syg.
Heldigvis kom vi igennem det, men det er virkelig virkelig hårdt, når man ikke får den start med sin baby, man troede man skulle have. Det er ok at fortælle om det.
Tak for at dele ❤️🥺
Kærlighed til jer, sikke en voldsom omgang. Jeg har ikke erfaring med lign, trods 4 fødsler heldigvis, men pas godt på hinanden og dig selv! Det kan man godt glemme i kampen for at tilfredsstille omgivelserne og imødekomme forventninger.
Wow.
Sikke en fødsel og sikke en bedrift at du har klaret den, og at du har født dit barn ♥️♥️♥️ Jeg forstår SÅ godt det virker overvældende. Det er fucking overvældende. At få et barn er i sig selv max overvældende, men efter sådan en hård fødsel.. du er fandme sej!
Jeg genkender følelse af utilstrækkelighed så meget ifm.. fødsel, selvom min fødsel (på papiret) slet ikke så voldsom som din. Jeg har efterfølgende tænkt meget over, at jeg virkelig har en oplevelse af, at fødsler er så.... Jamen at den "naturligt fødsel " bliver idealiseret og at kvinder i høj grad roses hvis de føder uden interventioner og smertestillende. Selfølgelig skal de kvinder også roses. Alle fødende kvinder skal roses! Jeg synes bare, at der er noget ved det narrativ, som måske kan ramme os kvinder med fødsler med mange medicinske interventioner/meget smertedækning/lidt naturlighed/ meget hospital... Jeg ved ikke om det jeg skriver giver mening. Jeg synes du lyder utrolig sej.
Jeg håber at: - der bliver fulgt godt op på din krop. Undersøg evt om du har privat sundhedsforsikring der kan betale for noget genoptræning, fx ved gyn obs. - dit jernniveau tjekkes. Også depotjern. - du skal have en efterfødselssamtale ved hospitalet - evt opsøge psykologhjælp hvis du fortsat er overvældet. For mig hjalp tiden rigtig meget - men fandme også psykolog og at tale med andre kvinder. Selvom kvinderne ikke har samme fødsel, kan man måske genkende følelserne. Du er allerede godt på vej ved at række ud her. Seje dig ♥️
Jeg har ikke lignende oplevelse at kunne dele… ville bare sende dig en besked med min største omsorg! Det lyder som et helt sindssygt forløb. Jeg forstår din dårlige samvittighed over at være utilstrækkelig, ikke kunne tilbyde besøg til bedsteforældre mv. Men hvis du kan; så skyd det for guds skyld til jorden! I skal have ro, ro, ro! Første prioritet er dig og jer som familie. Vær god, mild og omsorgsfuld overfor dig selv. ❤️
Ønsker jer alt held og lykke! Tag imod den hjælp du kan få. Og godt med krisepsykolog. Jeg tænker det er vigtigt at opsøge yderligere hjælp efterfølgende, evt. i form af forlængelse af psykologsamtaler, hvis du oplever at du stadig har behov for at snakke. Det er så vigtigt at du får bearbejdet oplevelsen tilstrækkeligt! Kæmpe kæmpe kram til dig 🫶🏼 og tillykke!
Min kone fik svangerskabsforgiftning og blev sat i gang 10 dage før, hun havde også kæmpe problem med blodtryk men ellers en ukompliceret fødsel - det er 11 mdr siden. 4 uger efter fødsel før hun voldsomme smerter (jeg tog 5 ugers barsel efter fødsel i starten) og på en uge var vi på akutmodtagelsen 3 gange og fik lægevagten ud to gange med morfin. Efter mor havde haft voldsomme smerter en uge blev vi indlagt og de fandt ud af hendes blodprocent var voldsom lav, som i et godt stykke lavere end efter fødsel! De fandt (eller radiologerne på Skejby som røngten blev sendt videre til) en aneurisme der var sprunget i hendes balle, og hun blev transporteret til Skejby hvor hun blev opereret. Hun kom i kørestol og krykker efter da hun ingen følelse eller bevægelse havde i det ene ben. 4 måneder efter var det ikke blevet bedre (hun fik af vide hun skulle vente), hun kom til Skejby hvor de kunne konstatere at nerven var klemt over. Hun blev opereret igen så de kunne gøre plads til at nerven kunne vokse ud igen, men efter første operation skulle hun også lige bøvle med indre blødninger og 4(!) blodtransfusioner, hun blev akut reopereret og så gik det "fint". Her snart et år efter går det fint, benet er ikke 100%, hun blevet f. Eks hurtigere træt når hun går, kan ikke sidde på hug og har svært ved trapper, men starter på job igen til februar og forventer 100% opstart - nu må vi se.
Jeg tog barsel de første 5 måneder og mor var sygemeldt - min helt klare anbefaling er at i gør det samme (måske ikke 5 mdr men så længe more er for dårlig til at tage sig af baby). Man kan godt få overført mors første 10 ugers barsel hvis man har en lægeerklæring på hun ikke kan tage sig af det alene (ex bære barnet).
Det gode ved det hele: vores datter har haft det første halve år af sit liv med mor og far, hvilket gør hun ikke er mere tilknyttet til den ene frem for den anden, vi kan dele sol og vand lige, hun trives og er utrolig tryg ved andre voksne/nye steder.
Det dårlig: da mor kunne tage sig af baby gik jeg fuldstændig ned og brugte min sommer på at sove og kæmpe med min korttidshukommelse, er dog helt i orden nu - jeg tænker det har været en stressreaktion efter både at skulle tage sig af mor og baby og alt det praktiske...
Mit råd: få overført barsel her efter de første to uger hvis du stadig er for dårlig til at tage dig af baby, man skal ikke bruge barsel på at være syg(!), også selv om det er ufattelig bøvlet!
Puha en omgang! Stort tillykke med jeres lille. Husk du kan få forlænget barslen mens I var indlagt,
Min forlovede havde også eklampsi, men det slog først igennem efter fødslen.
Min forlovede fødte naturligt, med hjælp af sugekop, og vi kom hjem fra hospitalet 3 dage senere. Om morgenen på 4. Dagen var min forlovede ekstremt træt og forvirret. Vi troede det var babyblues, men pludselig faldt hun om på toilettet, med store kramper og bankede sit hoved op i et underskab. Jeg ringede 112 og hun blev hentet med ambulancen og kørt på intensiv. Heldigvis sad lillemanden i sin trip trap stol og halvsov under det hele.
I ambulancen fortalte de hende at hun havde født, hvilket hun ikke troede på til at starte med, indtil hendes korttidshukommelse langsomt kom igang igen. Efterfølgende har hun ikke kunne huske meget fra morgenen hvor hun faldt om.
På hospitalet gav de hende blodtrykssænkende medicin og medicin mod krampeanfald. Efter 3 dage på hospitalet igen kom vi endelig hjem, på barnets 7. Dag.
Der havde kun været lette tegn på præ-eklampsi, med lidt forhøjet blodtryk, lidt protein i urinen, men aldrig noget der var slemt nok til at der blev reageret.
Efter et par dage hjemme fik jeg skubbet min forlovede afsted til psykolog, da bekymringerne om hvad der var sket, om det kunne ske igen og en amning/udpumpning der aldrig kom op at køre, fyldte ekstremt meget. Det værste for hende var egentlig at komme afsted, men efterhånden som hun snakkede forløbet igennem med psykolog, sundshedsplejeske og en god veninde, begyndte skyen at løfte sig. Hun var på blodtrykssænkende medicin i et par uger og målte blodtrykket morgen og aften, indtil det var indenfor normalen igen.
Vi havde stor hjælp af at Farmor var til rådighed og at vores dreng var tryg ved hende fra start af, så hun kunne aflaste os et par timer eller en enkelt nat engang imellem.
Mit råd er at tage imod alt det lægelige/psykolog hjælp i kan, begge to! Far har også haft en hård introduktion og os mænd er gode til at begrave det indtil det hober sig op. Ift. Bedsteforældre skal i selvfølgelig selv vurdere hvornår i er klar til besøg, men i skal gøre det klart for dem, at hvis de kommer på besøg, så er første prioritet at hjælpe jer! Bed dem om at handle ind for jer, lave maden, vaske tøjet, læg tøjet sammen, og alt der kan hjælpe jer til at få de gram overskud i har brug for i starten.
Håber at det kommer til at gå godt for jer fremadrettet efter den hårde start.