Om at være i start 20’erne. Hold da op jeg synes det er svært at være 22 år snart 23. Jeg synes, der ligger et utroligt pres på mig - både fra familie, kollegaer og venner. Jeg er egentlig ret god til at ryste det pres væk, men det rammer alligevel ofte.
Jeg får tit dårlig samvittighed. Dog er jeg begyndt på noget nyt, det betyder, at jeg tænker på mig selv. Det er svært.
Jeg prioriterer mig selv først, og det kan jeg faktisk godt mærke. Jeg har endelig sagt min lejlighed op, det turde jeg ikke før, fordi jeg var bange for, hvordan mine roomies ville tage det. Jeg er desværre flyttet hjem igen. Jeg har ingen penge, ingen opsparing, intet arbejde og ikke en uddannelse. Jeg stoppede på min uddannelse for et halvt år siden, da den var for hård til mig.
Nu bliver jeg nærmest slået omkuld af spørgsmålene: hvad skal du så nu? Hvad er dine planer? Hvad arbejder du med? Skal du ikke snart tage en uddannelse? Skal du ikke tage ud at rejse lidt?
Nej, nej og atter nej. Hvis jeg kunne tage ud at rejse, havde jeg gjort det. Hvis jeg vidste, hvad jeg ville arbejde med, så havde jeg taget en uddannelse…
Hvad vil jeg dog frem til? Bliver det nogensinde bedre? Og hvordan får man andre til at stoppe med at spørge? Normalt svarer jeg bare, det ved jeg ikke - og så kan jeg love for, at de i hvert fald ved det bedre end mig.
Uha, så vent til du er i start 30'erne, nyuddannet, uden arbejde og uden børn 🤣 Og stadig tænker på om man burde have taget en anden uddannelse.
Jeg tror det er et livsvilkår at man ændre værdier og ønsker for sig selv gennem livet, og det er helt i orden. Sejt at du har mærket efter og taget nogle valg selv! Folk prøver nok at smalltalke og spørge om de mest "normale" ting (arbejde og uddannelse). Jeg har prøvet at tage det i opløbet og spørge ind til, hvad folk laver i deres fritid og hvad de går op i 😅
Og så vil jeg sige at hvis du vil ud at rejse, så kan man gøre det relativt billigt via workaway eller andet frivilligt arbejde med betalt kost og logi 💪 Hvis det er noget for dig.
Ellers, spar lidt op, tag på højskole og få prøvet alt muligt af uden for din comfort zone med gode mennesker til at bakke dig op! Det kan, foruden fede oplevelser, give dig et stort netværk, som du kan få gavn af senere. Og ofte har de nogle midler til et ophold for unge, som ikke har så mange penge 😉
Alle aldre har deres udfordringer og prøvelser. Livet i starten af 20erne er tumultarisk og fyldt med valg og forventninger ( egne og andres ) - men det er også en periode i livet med en enorm frihed. Du skriver, at du ville rejse, hvis du kunne - har du overvejet Workaway? Tjek det ud, det er en rejseform der ikke kræver opsparing og som med garanti vil udvide din horisont og mådke give dig et prej om, i hvilken retning du skal gå videre i livet.
Hvis du bor hjemme, så betaler du vel husleje? Så skal man have et arbejde for at have råd til det. Derfor spørger de, hvad du skal nu.
Det er ikke pres, men ren forkælelse du ikke kan komme dig over. Du er 22, og du skal forsørge dig selv. Du er ikke barn mere.
Er det virkelig det man kalder et pres? Så er jeg super presset hver dag.
Måske er du super presset? Det er vel også okay, hvis du er det.
Måske skal du bare begynde at søge ufaglærte job, så du kan tjene dine egne penge i første omgang? Måske bliver du glad for det eller mere bevidst om, hvad du ikke vil, og så kan du jo søge noget andet og evt. overveje uddannelse på sigt, når du er blevet klar til det? Der er mange, der først tager uddannelse som midaldrende og har arbejdet med løst og fast indtil da. Det er der intet galt i, og man kan få et godt betalt arbejde med et kørekort og truckcertifikat, og der er ofte arbejde at finde ift. rengøring/køkken/butik. Det kan give god erfaring og gøre dig mere bevidst om, hvad du egentligt vil på sigt. Erhvervsuddannelser kan også være en god vej til en direkte levevej, og der kan bookes tid hos en studievejleder. Det er bare tanker. Tag det som du ønsker. Jeg ønsker dig god vind fremadrettet.
Har lige fået arbejde i dag faktisk. Det er ikke så meget mit spørgsmål, nærmere om det bliver nemmere med tiden?
Du bliver stærkere
Nej du bliver altid stillet spørgsmål, det kommer igennem hele livet, så det er bare om at holde fokus og lære at leve med det. Det er ikke værre i 20'erne end det er i 40'erne eller i 50'erne.
Ja når du lærer at prioritere dig selv højest, ikke at lytte til andres bullshit, at sige fra og vælge dig selv til, at prioritere din tid for dig selv, at gøre gode ting for dig selv, at stå op for dig selv. Det lyder som om du er godt på vej👍🏻
det bliver ikke nemmere, bare fordi man bliver ældre. lige nu har du mulighed for at sige nej til alt, det ændrer sig.
Jeg er også i tyverne og forstår dig godt på mange punkter. Man aner ikke hvilken vej man skal gå og man er bekymret for at træde forkert.
For at svare på dit spørgsmål "Bliver det nogensinde bedre?"
Ja det gør det, men det kræver at man selv gør en indsats. Intet i livet kommer ad sig selv og det kræver ofte at man må stå igennem nogle hårde eller svære perioder. Til gengæld gemmer dig sig ofte endnu lysere tider på den anden side.
Jeg vil sige at det ofte hjælper bare at springe ud i noget, selvom du ikke ved om det er det rigtige eller forkerte. Man kan nemlig for det meste ikke tænke sig til det. Jeg valgte at tage tømreruddannelsen, selvom jeg godt vidste fra starten at det ikke var det jeg ville i fremtiden. Til gengæld havde jeg ikke andre idéer og en håndværksuddannelse skader aldrig. Jeg overvejede mange gange undervejs at droppe ud, fordi det var pisse hårdt, både mentalt og fysisk, men jeg stod det igennem og det er jeg virkelig glad for i dag. Nogle gange må man virkelig bare bide i det sure æble og det er ofte måden man kommer længst. Selvom det er hårdt i momentet, så skal det nok blive bedre og vise at have betalt sig til sidst. Jeg arbejder ikke som tømrer mere, men har fundet en vej som passer mig bedre. Jeg fortryder dog ikke et sekund at jeg brugte 4 år på tømreruddannelsen, fordi det gav mig så meget læring både fagligt og personligt. Derudover gav det enorm tilfredsstillelse at have gennemført noget og ført det til dørs. Så bare fordi du tager en uddannelse, behøver det ikke være din livsvej. Men det kan hjælpe dig til at finde den.
Du ser på det helt forkert min ven :)
Livet er ikke til at følge en sti andre har lagt for dig. Livet er selv at vælge - og hvis der ikke allerede er lagt en sti - så graver du selv en. Ja, det tager tid, energi og kræfter. Men det er din egen.
Find et formål og gå hårdnakket efter det. Der kan ske rigtig rigtig meget på bare 5 år.
Bare vent, du har det fandme nemt lige nu 😂
Tjah, når du i fremtiden bliver arbejdsløs, så flytter du ikke hjem til dine forældre, men finder en anden løsning. Så er der i hvert fald ikke nogen, der spørger hver dag. Men altså bare ud fra dit opslag, så blev jeg da også stresset på dine vegne. Prøv at se spørgsmålene som et udtryk for omsorg og en håndsrækning om hjælp.
Man kan sige, at et fuldstidsarbejde ville være en god idé. Så du netop har penge til at forsørge dig selv. I mellemtiden kan du jo tænke over hvad du vil uddanne dig til. Det er nemlig helt ok ikke at vide hvad man skal, men jeg kan godt forstå folk spørger hvad du skal nu. Både af interesse, men også fordi de tænker at du vel skal et-eller-andet. Ikke mindst for at tjene nogle penge.
Men du har ret i, at der er meget pres på en i 20’erne. Men det er der også i 30’erne hvis du endnu ikke har opklaret “mysteriet” i dine 20’erne. Jeg selv blev uddannet som 31 årig. Men jeg har afprøvet mange forskellige ting. Både ufaglært, kurser, højskole og andre uddannelser før jeg fandt min hylde. Og det er også helt ok!
De der spørgsmål stopper aldrig😂 Men du lærer med tiden ikke at lade dem påvirke dig så meget. Du kan starte med at spørge dem tilbage. “Hvad skal du nu? Skal du bare fortsætte i det samme job? Skal du virkelig ikke ud og have større ambitioner?” Så bidrager du til spiralen
Nu er jeg ikke så meget foran dig, men jeg fandt ud af en metode at få familien til at stoppe med at spørge hvad jeg ville være da jeg var 19-20.
Bare sig en ting du vil være. I bund og grund er de ligeglade med hvad du vælger, bare at du vælger noget realistisk (min opfattelse).
Min far sagde noget med at der altid manglede ingeniører, og jeg var hende i skolen der altid skulle hjælpe læren med at sætte computeren til, eller hvis der var noget IT der ikke duede. Så, jeg sagde bare at jeg ville være IT-ingeniør når jeg var klar til uddannelse. Så stoppede de. Det var skønt ahha.
En del år efter endte jeg tilfældigvis med at vælge at læse til ingeniør alligevel, dog med en anden retning end IT, og det er jeg mega glad for. Jeg forestiller mig at spørgsmålene begynder igen når jeg er færdiguddannet - de er allerede lidt begyndt med praktik, men jeg forstår dem jo godt.
Jeg er 24 nu. Det er blevet SÅ meget nemmere med tiden. Jeg begyndte på uni da jeg var 18, og er stadig i gang (nu med det aller sidste semester), men der er simpelthen en verden til forskel. Det er stadig hårdt, der er stadig mange forventninger, men jeg føler jeg har fået så meget overskud af bare at holde fast i mig selv og lade tiden gå.