”Jeg har fortalt ham hvor ked af det har gjort mig og han siger at han godt kan forstå mig. Han spørger endda, hvad vi kan gøre for at ændre det. Hertil nævner jeg blot at jeg selv holder noget og at han ikke skal tænke på det (fordi det har han jo ikke gjort i første omgang)" - Er fremtidigt råd. Når du gør et menneske opmærksom på at det gør noget forkert, og det menneske spørger hvad der kan gøres for at rette op på det, så skal dit svar ikke være "det skal du ikke tænke på". For er det så et problem for dig? Måske skulle han ikke gøre noget nu, men du kunne have sagt "til en anden gang, så tænk på min søn". Hvordan skal din kæreste ændre sig, hvis ikke du hjælper ham til det?

Hvorfor er det at du ikke bare selv holder for dit barn?

Jeg er ikke skilt men min umiddelbare tanke var at han har tænkt “den del har du styr på”.

Hvis I kun har været sammen et års tid, så tænker jeg at I stadig er nye ind i det, og skal finde den samme frekvens.

Forstår du bliver ked, men jeg tror virkelig ikke det er ment på den måde som du føler det.

Det ville jeg ikke kunne acceptere. Selvfølgelig vil man altid have en særlig relation til sit eget barn men man må fanme steppe op, når man bor med børn også selv om det ikke er sine egne. 

Min mor mødte min far da jeg var teenager, og han har altid sat os lige så højt som sine biologiske børn.

Bor I sammen?

Har du tænkt over hans datters fødselsdag eller har han selv sørget for at invitere og planlægge det?

Vi er en sammenbragt familie og hos os er det udgangspunktet at biologisk forældre betaler og tager initiativ til noget omkring eget barn. Når initiativet er taget, hjælper vi hinanden.